7 spørgsmål I bør overveje, inden I indfører hybridarbejde
Skrevet af Lydia Watson
Conora fik os alle sammen til at arbejde på nye måder, og mange virksomheder fik øjnene op for, at hjemmearbejde kan have sine fordele. Så måske er løsningen i dag at overveje at indføre en hybrid arbejdsplads.
Over 100 millioner medarbejdere i hele Europa begyndte at arbejde hjemme på grund af COVID-19, og her flere år senere er det for nogle staidg en udfordring at gå tilbage til den gamle arbejdsform. Selvom nogle ledere har kaldt hjemmearbejde en "afvigelse", kan vi ikke komme udenom, at flere undersøgelser viser, at medarbejdere – til en vis grad – foretrækker at arbejde på distancen.
Men hvad er i grunden en hybrid arbejdsplads? Det er en blanding af hjemme- og kontorbaseret arbejde. Hvis I overvejer det som fremtiden for jeres virksomhed, er det på tide at forberede sig. Stil dig selv disse syv spørgsmål:

1. Hvor arbejder dine medarbejdere bedst?
65 % af medarbejdere siger, at de har fået de redskaber, de har brug for for at kunne arbejde på distancen. Men hvad med de sidste 35 %? Er deres behov et kontor fyldt med lækkert udstyr efter at have hutlet sig igennem hjemmearbejde i et ekstraværelse eller i et hjørne af soveværelset?
Egner dine ansattes daglige opgaver sig bedst til kontorlokaler, hjemmet eller en blanding af de to? For 'dybdegående arbejde', der kræver længere perioder med koncentration – som at skrive lange rapporter eller kompleks programmering – kan et hjemmemiljø uden småsnak eller andre forstyrrende elementer være at foretrække. Brainstorm-sessioner kan det derimod være en fordel at afholde fysisk.
2. Har produktiviteten lidt nød under pandemien?
Vær ærlig: Er hjemmearbejde en dårlig forretning? For de ledere, der kan lide at monitorere deres medarbejderne tæt, kan det være svært at vurdere, hvor hårdt medarbejderne arbejder, når de arbejder fra distancen. Men igen, talrige undersøgelser tyder på, at medarbejdere der arbejder på distancen faktisk er mere produktive – og når det kommer til gammeldags målinger som timeforbrug, siger 30 %, at de arbejder flere timer derhjemme.
Se på dit teams præstation og prøv at glemme, hvordan du har det med hjemmearbejde. Hvis de klarer sig bedre derhjemme, giver en fuld tilstedeværelse på kontoret så virkelig mening?
3. Kan dine ledere fokusere på resultater?
Ledere, der er vant til den kontorbaserede arbejdsform, kan have tendens til at fokusere på medarbejdernes produktivitet fremfor resultater – for eksempel ved at holde øje med mængden af arbejdstimer medarbejderne bruger på kontoret.
Hvis en hybrid arbejdsplads skal blive en succes, er det afgørende med en tillidsbaseret tilgang over for medarbejderne. Tillid til at medarbejderne arbejder mindst ligeså hårdt på at opnå resultater, når de arbejder på distancen, som når de sidder på kontoret. Det kræver derfor, at lederen går fra at vurdere medarbejdernes arbejdsindsats ud fra antal timer brugt på kontoret til i stedet at se på, hvad de leverer af resultater.
4. Er du god til at holde kontakten?
Tillid er nøglen, og den bedste måde at skabe tillid i teams er gennem sociale interaktioner, hvor vi kan se hinanden i øjnene. Med 65 % der mener, at socialisering er det, de savner mest ved kontorarbejde, er der ingen tvivl om, at de “virkelige” interaktioner er højt værdsat blandt medarbejdere. Det er derfor vigtigt, at medarbejderne kan mærke deres ledere – også fra distancen.
Men hvordan kommer samarbejdet til at se ud, når folk kombinerer hjemmearbejde med kontorarbejde? Nogle foreslår at lave kontoroplevelser, der er baseret på socialisering frem for arbejde. For eksempel team-arrangementer eller strategidage – alt hvad der taler ind i samarbejde og fri idestrøm. Det kan også være noget så simpelt som at gribe telefonen i stedet for at sende en mail.
Ved den hybride arbejdsmodel vil det ikke være til at kunne komme udenom, at nogle møder skal tages online. Og når det er tilfældet, så sørg for at have de rette værktøjer for at få din virksomhedskultur til at blomstre.
5. Evner dine ledere at inddrage alle?
Hvis du vil have den hybride arbejdsform til at fungere, er du nødt til at være bekendt med risikoen for nogle medarbejdere kan sakke bagud eller føle sig udenfor. Hvordan får man medarbejderen på skærmen til at føle sig lige så hørt som medarbejderen i rummet?
Det vil kræve ændringer af processer for vidensdeling. En nem løsning kunne være at blive bedre til at udarbejde og holde sig til mødedagsordener, arbejde med live-dokumenter hvor ændringer bliver noteret, eller holde vigtige møder på dage, hvor alle kan møde ind.
6. Hvad skal kontoret bruges til?
Det kan være en god idé at genoverveje planløsningen på kontoret. Hvis den største fordel ved kontoret er samarbejde, skal du sørge for, at de fysiske rammer på kontoret afspejler det. Indret mødelokalerne til en mere alsidig arbejdsform eller break-out-rum fremfor flere rækker af skriveborde. Hvis du ikke ønsker at gøre kontorarbejdet til en sur pligt, der ikke er værd at pendle for, så overvej, hvordan du kan gøre kontoret til et behageligt rum. Et sted, hvor rammerne indbyder til social udveksling af ideer.
7. Hvad ønsker dine ansatte sig egentlig?
Vi ved alle, at glade og engagerede teams er mere produktive. De er mere loyale, mere hårdtarbejdende og mere passionerede omkring din virksomhed. Så det er nok bedst at basere næste træk på, hvad medarbejderne ønsker sig. Og for at kunne gøre det, skal du lytte.
Stil dem spørgsmål om deres erfaringer med hjemmearbejde, og hvordan de forestiller sig fremtidens arbejdsplads. Det er vigtigt at forstå udfordringerne nu, så du kan træffe bedre valg i en fremtid, der konstant forandrer sig.
Balancér fordelene ved at arbejde hjemmefra og på kontoret
Flere virksomheder er begyndt at indføre hybridarbejde. Og mange medarbejdere ser den hybride arbejdsform som et medarbejdergode. For nogle jobsøgende er muligheden for hjemmearbejde tilmed blevet tungen på vægtskålen i valget mellem to jobtilbud. Det er værd at overveje, hvis din virksomhed skal forblive attraktiv og konkurrencedygtig på et stadigt skiftende arbejdsmarked.
Men det er ikke kun medarbejdere, der kan drage fordele af at arbejde på distancen. Fordelene ved den hybride arbejdsform er også tilstede for virksomheden. Der er masser at vinde for din virksomhed på alt fra produktivitet og effektivitet til muligheden for at udvide mængden af kandidater til stillinger, hvor daglig pendling ikke er en nødvendighed.
Det vil kræve lidt energi, men knækker I koden til hybridarbejde, så kan effekten være enorm: Forestil dig en hverdag, hvor alle nyder fordelene ved at have muligheden for at arbejde på distancen, men samtidig er mere kommunikative og forbundne end nogensinde før.
Powered by Qlearsite