Arbejdstidsloven og selvtilrettelæggerrollen: Hvad skal arbejdsgivere være opmærksomme på?
Ny kendelse
Selvtilrettelæggerbegrebet er ikke entydigt eller udtømmende beskrevet i loven eller i praksis. En ny kendelse af 7. Januar 2025 har imidlertid bidraget til klarhed om, hvordan begrebet ”selvtilrettelægger” skal forstås i relation til arbejdstidsloven, og hvad arbejdsgivere skal være opmærksomme på i denne forbindelse.
Hvad er en selvtilrettelægger?
Individuel vurdering er nødvendig
-
Graden af frihed: Medarbejderen skal have en betydelig frihed til selv at planlægge og organisere sin arbejdstid.
-
Arbejdsopgavernes karakter: Medarbejderens arbejdsopgaver skal være så selvstændige, at det ikke er nødvendigt for arbejdsgiveren at følge op på, hvordan og hvornår opgaverne udføres.
Hvad siger juraen?
Undtagelsen for selvtilrettelæggere bygger på arbejdstidsdirektivets artikel 17, stk. 1. Ifølge denne bestemmelse kan medlemsstaterne fravige reglen om maksimalt 48 timers arbejdsuge, hvis medarbejderne selv kan bestemme, hvor længe de arbejder. EU-Domstolen og Kommissionen har desuden fastsat, at undtagelsen kun kan bruges i meget specifikke tilfælde og aldrig på hele medarbejdergrupper. I 2024 blev det understreget, at dette kun omfatter personer som fx højtstående ledere, erfarne advokater eller akademikere med betydelig selvstændighed. Derudover må undtagelsen kun bruges, når det er absolut nødvendigt.
Begrænset anvendelse af begrebet
Hvad skal arbejdsgivere være opmærksomme på?
Den nye kendelse markerer et vigtigt skridt i afgrænsningen af, hvad det indebærer at være selvtilrettelægger i henhold til arbejdstidsloven og der er med kendelsen kommet et skærpet fokus på arbejdsgiverens ansvar i forhold til korrekt kategorisering af medarbejdere.